VFF svækket af skader før skæbnekamp

VFF svækket af skader før skæbnekamp

VFF er hårdt ramt af skader før vigtigt kamp mod FC København i aften, hvor VFF skal forsøge at undgå nedrykning.

Viborg har hårdt brug for point i torsdagens superligakamp i fodbold på hjemmebane mod FC København. Den ene af sæsonens oprykkere ligger placeret under nedrykningsstregen, og træner Auri Skabalius skal forholde sig til flere afbud til kampen.

Det seneste nederlag til Sønderjyske var nemlig på flere måder hårdt. To spillere fra idealopstillingen måtte udgå med skader og er ude i resten af sæsonen. Det drejer sig om den unge midtbanespiller Lukas Lerager og den svenske forsvarsspiller Fredrik Stoor. Sidstnævnte har fået det meste af sin første halvsæson i klubben spoleret af skader og har bare spillet to hele kampe og de første syv minutter i weekenden mod Sønderjyske.

I den kamp blev Viborg ramt af fire gule kort, og to af dem var karantæneudløsende. Det betyder, at også de to forsvarsspillere Nicholas Gotfredsen og Mikkel Rask må se opgøret fra tribunen.

Den litauiske træner har derfor måttet udtage tre spillere fra U19-truppen for at fylde bænken til torsdagens kamp. Viborg har heller ikke de bedste erfaringer med FC København i denne sæson. Holdet er det eneste i rækken ud over OB, der ikke har taget point fra den forsvarende mester. FCK har vundet 4-1 i begge sæsonens hidtidige opgør mod Viborg.

/ritzau/