VFF: Skal forstærkes til Superligaen

Superligaen er på et højere niveau, hvorfor der kigges på mulighederne for forstærkning, siger Viborg-boss.

18VOVFF.Consolidated.01.jpg

Når Viborg FF i næste sæson løber på banen til sin første superligakamp i fem år, er det sandsynligt, at der kan spottes nye og stærkere spillere i truppen. Det fortæller klubbens direktør Morten Jensen.

- Rent sportsligt, så kan man sige, at de har gjort det rigtig godt i den sportslige sektor - både trænere og spillere. Og det er noget, vi vil arbejde videre på - også dem vi har på nuværende kontrakter. Men vi kommer også til at kigge på, om der skal hentes forstærkninger, konstaterer Morten Jensen.

Viborg ligger i øjeblikket på andenpladsen i 1. division med 59 point efter 31 kampe - kun et point efter FC Vestsjælland på førstepladsen. Der mangler fortsat to spillerunder, men med en skrivebordssejr over konkurslukkede FC Fyn, er viborgenserne allerede sikret den ene af oprykningspladserne. Og hvis klubben skal klare sig i den bedste række, bliver den nødt til at optimere sig.

- Som fodboldvirksomhed kigger man egentlig hele tiden på, hvad der kan gøres bedre. Og nu har vi opnået det her positive resultat med at komme i Superligaen, siger Morten Jensen og tilføjer:

- Og det klart, at det er oppe på den øverste hylde, hvor der ligger en større sportslig udfordring og venter på os. Så vi skal have kigget på, om vi kan stå endnu stærkere.

Viborgs 29-årige angrebsspiller, Thomas Dalgaard, topper scoringslisten i 1. division med hele 27 kasser i 31 kampe. Hvorvidt Viborg er i stand til at beholde ham, når hans kontrakt udløber til vinter, vil Morten Jensen ikke ind på. Men han erkender, at der er nogle spillere, som det er vigtigt at få med videre.

- Udgangspunktet er selvfølgelig, at det er en samlet trup, der har været med til at skabe det her. Men det er klart, at der er spillere, der har spillet mere end andre. Sådan er det på alle hold.

- Og jo, fodbold er en holdsport, men der er enkeltpersoner, der har været i toppen præsentationsmæssigt. Og det er klart, at de også skal med os videre, siger Viborg-direktøren.

/ritzau/