VFF om mulig racisme: Sagen er lukket

Hverken Viborg eller HB Køge vil gøre mere ved sagen, hvor Viborgs Serge Deble føler sig udsat for racisme.

Sagen er lukket.

Det er den klare besked fra fodboldklubberne Viborg FF og HB Køge, efter at Viborg-angriberen Serge Deblé har beskyldt Køge-målmanden Frederik Due for at kalde ham "black bastard" (sorte svin) under fredagens kamp mellem de to klubber.

HB Køge afviser anklagen

HB Køges sportschef, Jesper Sommer, har talt med Frederik Due, der afviser at have ytret sig racistisk over for Serge Deblé.

- Vi har været i kontakt med Viborg og de implicerede personer. Det er aldrig sjovt med sådan noget her, men alle parter lægger stor afstand til racisme. Og ifølge Frederik Due har han ikke sagt det, siger Jesper Sommer.

Viborgs sportschef, Ole Nielsen, har talt med Serge Deblé om sagen.

- Både HB Køge og Viborg tager klar afstand fra racisme og racistiske tilråb, og derfor har vi hver især taget hånd om det, siger sportschefen.

Spørgsmål: Ifølge Jesper Sommer siger Frederik Due, at han ikke har sagt "black bastard". Hvad siger Serge Deble til dig?

- Jeg har hørt fra Serge Deble og hans holdkammerater, at der har været råbt et eller andet efter Serge Deble. Det tager vi afstand fra, og det er uheldigt, men vi parkerer den også her og siger, at det er sket i kampens hede.

- Jesper Sommer har talt med sin mand, og jeg har talt med Serge Deble, og vi gør ikke mere ved det her, siger Ole Nielsen.

Viborg vandt kampen 1-0 på et mål af Serge Deble. Jyderne fører 1. division med 57 point for 28 kampe og er meget tæt på oprykning til Superligaen.