VFF henter hollandsk U20-landsholdspiller

Den nye cheftræner i Viborg FF, Jacob Neestrup, har fået sig sin første nye spiller i truppen - 19-årige Lars Kramer fra Holland.

Lars Kramer skifter til Viborg FF på en fri transfer fra Groningen.
Lars Kramer skifter til Viborg FF på en fri transfer fra Groningen.
Foto: Viborg FF

Viborg FF henter et nyt anker til defensiven. Den 192 cm høje hollandske midtstopper Lars Kramer, skifter til de grønblusede på en fri transfer fra Groningen, hvor han får en kontrakt frem til sommeren 2022.

En spiller, som sportschef Jesper Fredberg glæder sig til skal trække den grønne trøje over hovedet.
 
-Vi er rigtig glade for at være nået til enighed med Kramer. Han er en stor og stærk forsvarsspiller, der samtidig er dygtig med fødderne. Han er godt skolet fra Holland, og vi har en forventning om, at Kramer med det samme kan bidrage til vores hold. Samtidig ser vi også et stort udviklingspotentiale i ham, og glæder os til at se ham i den grønne trøje, fortæller Jesper Fredberg.

Den 19-årige hollænder ser frem til at skifte til dansk fodbold, efter han blev overbevist om, at Viborg er det rette sted for ham.

- Klubbens ambitioner og værdier har fra første færd tiltalt mig. Jeg ser Viborg FF som en ambitiøs klub med et spændende potentiale, og jeg er ikke i tvivl om, at VFF er det helt rigtige valg for mig. Nu glæder jeg mig til at komme i gang, lære holdkammeraterne at kende og arbejde frem mod en spændende sæson, siger Lars Kramer

Lars Kramer har spillet tre U20-landskampe for Holland, og har tidligere været en del af Ajax Amsterdams akademi, hvor han spillede fra 2010-2016.

2:21
31-årige Jacob Neestrup blev for ti dage siden præsenteret som ny styrmand i VFF.
Foto: Sebastian Andreasen Rasch, TV MIDTVEST