Veteran hjælper skadesplaget hold

Mathias Madsen skal de næste to kampe hjælpe Bjerringbro-Silkeborg med at få styr på forsvaret efter Klaus Thomsens skade.

230914MathiasMadsen.jpg

Han havde egentlig stillet håndboldskoene på hylden, men nu genoptager 32-årige Mathias Madsen karrieren for en kort bemærkning for at hjælpe sin gamle klub Bjerringbro-Silkeborg.

Den midtjyske håndboldklub har fået problemer i forsvaret, efter at Klaus Thomsen er sat ud af spillet med en alvorlig knæskade. Derfor tilbød Mathias Madsen selv sin hjælp til cheftræner Peter Bredsdorff-Larsen, som med det samme takkede ja.

Mathias Madsen, der længe har været plaget af et skrøbeligt knæ, siger til tvmidtvest.dk, at det er planen, at han skal spille de næste to kampe, og at klubben herefter satser på at finde en mere permanent løsning.

- Jeg gør det her for at hjælpe klubben, som betyder meget for mig. Nu har jeg trænet med holdet to gange, og det går fint med knæet. Formen er god, selv om jeg selvfølgelig mangler noget hal- og kamptræning, siger Mathias Madsen.

Den 32-årige forsvarsspecialist, der har spillet i Bjerringbro-Silkeborg i syv år, er med i truppen, når BSV lørdag møder Skanderborg på udebane.