To vestjyske atleter løber sig til DM-guld

Lørdag blev DM i atletik for 11. gang afholdt i Skive. Her kunne to vestjyske løbere hive en guldmedalje med sig hjem.

For blot to år siden havde Ida Karstoft aldrig dyrket atletik. Lørdag løb hun sig til en DM-guldmedalje på 200-meter distancen. Foto: Michael Andersen, TV Midtvest

Det kræver gode lårmuskler, fokus og benhård træning, hvis man skal kunne pynte sig med en guldmedalje. Alt det må de to vestjyske atleter, Ida Karstoft fra Lemvig og Emil Mader Kjær fra Skive, have. 

Jeg er så glad for at jeg kan hente en medalje med hjem her.

Ida Karstoft, atlet, Sparta

Lørdag løb de begge to sig til en guldmedalje til DM i atletik, som for 11. gang blev afholdt i Spar Nord Arena i Skive. 
22 årige Ida Karstoft var spået som farvorit på 200-meter distancen, hvor også Mette Graversgaard fra Hvide Sande løb. Ida Karstoft fik tiden 24,52 sekunder, hvilket er lidt længere end hendes personlige rekord på 24,32 sekunder. 

- Det er fantastisk. Jeg er så glad for at jeg kan hente en medalje med hjem her, siger Ida Karstoft.  

DM-guldet til Ida Karstoft kommer efter kun to år på løbebanen. Efter en professionel fodboldkarriere valgte sprinteren nemlig at skifte fodboldstøvlerne ud med pigsko. 

Overraskende sejr til Skive-dreng

Mens det lå i kortene, at sejren skulle gå til Ida Karstoft, var det noget mere uventet, at 18 årige Emil Mader Kjær løb sig til en første plads.

 Det er jeg super glad for. Der var hård konkurrence, men jeg var heldig.

Emil Mader Kjær, atlet, Skive AM

- Det var en stærk tid. Det er jeg super glad for. Der var hård konkurrence, men jeg var heldig. Det kunne ikke være bedre med en guldmedalje, siger en stolt Emil Mader Kjær. 

Den 18 årige atlet løb 200-meter distancen på 21,74 sekunder, og det var samtidig hans personlige rekord. 
Ida Karstoft løber for atletikklubben Sparta, der holder til på Østerbro, mens Emil Mader Kjær løber for Skive AM.

18 årige Emil Mader Kjær slog ny personlig rekord til lørdagens DM i atletik.  Foto: Michael Andersen