Vestjysk vinduesfabrik solgt

Svensk koncern overtager fabrik i Holstebro - en god nyhed, siger sælgeren.

290411_Pro_Tec.jpg

Vinduesfabrikken Pro Tec i Holstebro har fået nye ejere.

Den internationale koncern Inwido med dansk hovedsæde i Farsø meddeler fredag, at den køber samtlige aktier i det familieejede Pro Tec Vinduer.

Bjarne Haulrik, der stiftede Pro Tec i 1993, siger, at overtagelsen sker i forbindelse med et generationsskifte. Han betegner salget som en god nyhed for virksomheden i Holstebro. Der vil blive overført aktiviteter fra Farsø til Holstebro, og det kan måske betyde flere arbejdspladser i det vestjyske, siger han til tvmidtvest.dk.

Pro Tec har 140 ansatte og omsatte sidste år for 170 millioner kroner. Firmaet producerer og sælger vinduer og døre i træ, aluminium/træ og glasfiber.

Inwido, der har base i Sverige, beskriver sig selv som Nordeuropas største leverandør af vinduer og døre.