Vestjysk håndboldklub er årets bedste

Struer Håndbold løb med sejren som Årets Forening 2017. Klare visioner og godt sammenhold er opskriften, lyder det fra formanden.

Årets Forening 2017
Foto: Struer Håndbold

”Sammen sejrer vi” står der på de trøjer, som Struer Håndbold sidste år besluttede at give til alle medlemmer. Og sejrede var netop, hvad klubben gjorde, da kåringen af Årets Håndboldforening 2017 løb af stablen.

- Det er en stor sejr. Det er jo ligesom at vinde danmarksmesterskabet i håndboldklubber. Det er et stort skulderklap til klubben og indsatsen fra forældre, medlemmer, vores trænere og bestyrelsen, siger formand for Struer Håndbold, Martin Rasborg.

Bag kåringen står Dansk Håndbold Forbund, og ifølge forbundet, er sammenhold og en strategisk tilgang til at drive en håndboldklub grunden til, at den vestjyske klub nu kan kalde sig Danmarks bedste.

Klubben er andet end håndbold

Stuer Håndbold har de senere år været igennem en udvikling, som blandt andet betød navneskift fra Struer Forenede Håndboldklubber til det mere mundrette Struer Håndbold. Derudover formulerede klubben for tre år siden en række klare visioner, og ifølge formand Martin Rasborg er netop dét vejen til succes.

- Jeg tror, mange klubber laver visioner, men har problemer med føre dem ud i livet. Vi har lavet klare mål for klubben og arbejdet målrettet på at føre dem ud i livet, siger han.

Det har blandt andet betydet bedre uddannelse af trænere og øget fokus på det sociale i klubben.

- Når vi skal spille kampe, kører vi ikke i enkelte biler, men i stedet en fælles bus. Vi tager ned og spiser sammen og har fokus på, at der også er andre aktiviteter end håndbold i klubben. På den måde får vi nogle af de foreningsmennesker, vi gerne vil have, som ikke kommer i klubben for at gå til håndbold, men også er i klubben for det sociale, siger han.

Breddeklub med plads til alle

Den visionære tilgang til at drive en håndboldklub er ikke gået ubemærket hen. Tidligere på året modtog klubben titlen som Årets Forening i Struer Kommune, og med titlen som Årets Forening 2017 i DHF kan klubben altså nu kalde sig Danmarks bedste.

- Det er faktisk andet år i træk, at Struer Håndbold er med i opløbet om titlen Årets Håndboldforening. Det er en stor glæde for mig at kunne overrække titlen til en breddeklub med hold i alle rækker – fra Trille Trolle og U-5 til ældste aktive spiller fra årgang 1954. Struer er en klub, som er stolt af at være breddeklub, og det kan de med rette være,” lyder det fra næstformand i DHF, Carsten Grønmann Larsen, i en pressemeddelelse.

Hvordan klubben i Struer skal fejre, er endnu ikke helt på plads. 

- I forbindelse med årets forening vandt vi nogle penge, som vi brugte på en slagsang. Så måske vi skal fejre sejren med offentliggørelsen af den, siger formand for Struer Håndbold, Martin Rasborg.