Vestjysk græskar snupper danmarksrekorden

Jørgen Øllegaard Jensen fra Nr. Nebel kan med sit græskar på 485,4 kilo kalde sig nykåret danmarksmester ved DM i kæmpegræskar.

Foto: Bax Lindhardt / Scanpix

Jørgen Øllegaard Jensen fra Nr. Nebel er i dag en særdeles glad mand. 
Hans kæmpestore græskar, som han har passet og plejet siden foråret er netop blevet kåret til Danmarks største græskar nogensinde ved DM i kæmpegræskar i Tivoli. Den tidligere danmarksrekord lød på 451,4 kilo og tilhørte et ægtepar på Sydsjælland.

- Det er virkelig dejligt, at vi har fået rekorden på jyske hænder. I hvert fald for det næste år, siger Jørgen Øllegaard Jensen. 

 Men faktisk var målet ikke en danmarksrekord for græskarentusiasten fra Nr. Nebel. 

Jeg havde slet ikke turde håbe på det, men det er virkelig dejligt.

Jørgen Øllegaard Jensen, danmarksmester, Nr. Nebel

- Målet var at slå Kims gamle rekord, siger den nykårede danmarksmester med henvisning til læremesteren Kim Bøndergaard - den vestjyske græskarkonge fra Spjald, der har vundet DM i græskar de seneste tre år. 

Og det lykkedes han altså så rigeligt med. 

Læs også Græskarkonges græskarhøst slog fejl

- Jeg havde slet ikke turde håbe på det, men det er virkelig dejligt. Vi ser jo op til Kim, og nu har jeg slået mesteren. Og danmarksrekorden er jeg bare så glad for, fortæller Jørgen Øllegaard Jensen. 

Sådan fordelte placeringerne sig ved dette års DM i kæmpegraskar i Tivoli. 

Babypudder og blæser

Og hvordan gør man så egentlig det? Altså dyrker et kæmpegræskar på 485,4 kilo?

- De sidste måneder handler det meget om held. Det handler om at minimere risikoen for råd, og det gør jeg med babypudder og en blæser i drivhuset, som holder græskarret tørt, så det kan vokse sig stort uden råd. 

At dyrke Danmarks største græskar kræver tid. Og derfor ser Jørgen Øllegaard Jensen frem til nogle måneder uden græskar. 

- Og så er jeg klar igen til foråret, siger han. 

Vestjysk dominans

Det blev i øvrigt til vestjysk dominans ved dette års DM i kæmpegræskar i Tivoli. For nummer to blev den blot 14-årige Laurits Vagner fra Hee ved Ringkøbing, hvis græskar blev vejet til 236,8 kilo. 

I alt deltog syv græskaravlere ved DM i Tivoli. De syv store, orange grlskar kan ses i Tivoli frem til 5. november. Herefter bliver græskarrene givet til elefanterne i Zoologisk Have i København. Men inden da, så vil græskarmesteren sikre næste års høst. 

Elefanter smadrer Tivolis kæmpegræskar

- Jeg vil have kernerne, som jeg så kan sælge ud af og selv bruge. Vindergræskarret er dyrket på nogle kerne fra verdensmesteren, fortæller han. 

Verden største græskar er i øvrigt fra Belgien og vejede knap 1,2 ton! Nærmere bestemt 1190,5 kg. Så der er lidt vej endnu, hvis Jørgen Øllegard Jensen skal erobre nye græskarmarker.  

  Foto: Morten Ø. Jensen