Vestjysk erhvervsskole baner vejen til sundere livsstil

Hjerteforeningen og Uddannelsescenter Holstebro har samarbejdet om et projekt, der skal være med til at fremme sundheden på landets erhvervsskoler.

Eleverne på landets erhvervsskoler hører til den gruppe af unge med størst risiko for hjerte-kar-sygdomme og andre alvorlige sygdomme. Det skal der gøres noget ved. Derfor har Hjerteforeningen i gennem de sidste to år kørt et projekt med Uddannelsescenter Holstebro for at finde frem til nogle vejledende retningslinjer.

Forskere fra Aalborg Universitet har set på resultaterne fra projektet, og det er der kommet syv overordnede anbefalinger ud af. Anbefalingerne kan andre erhvervsskoler benytte sig af, hvis de ønsker et sundere miljø for deres elever.

I alt har cirka 100 elever fra grundforløbet på Center for Transport & Logistik på UCH deltaget i projektet ”Sundere erhvervsskoler” i skoleåret 2014/2015.

Små men vigtige forbedringer

Før projektet gik i gang, spiste 40 procent af eleverne ikke morgenmad. 63 procent dyrkede for lidt motion, og 40 procent røg dagligt.

For at lave om på det usunde miljø på erhvervsskolen, så man blandt andet på, hvordan man kunne lave aktiviteter, der var let tilgængelige og attraktive for eleverne.

Umiddelbart har eleverne på UCH ikke ændret sig dramatisk i en sundere retning, men alligevel har projektet givet dem mere viden omkring sundhed og trivsel.

- I dag fylder sundhed meget mere på skemaet med motion i skoletiden, sund kost i kantinen og endda også en lærergruppe, der har taget sundheden til sig, siger uddannelsesleder, Henning Grøn Thorsen, Center for Transport & Logistik i en pressemeddelelse.

 

Tre udvalgte anbefalinger

- Anvend en bred forståelse af sundhed
- Stil kursusmuligheder og hjælpeværktøjer til rådighed for de ansatte
- Gør sundhed til en del af skolens organisation

Læs uddybelsen af de tre anbefalinger på Hjerteforeningens hjemmeside.