Vestjysk cykeltalent bliver prof.

25-årige John Ebsen, der for tre år siden skiftede Holstebro ud med Asien, vender nu tilbage til Europa for at køre professionelt for italienske Androni Giocattoli-Venezuela.

John_Ebsen_0.jpg

John Ebsen bliver fra årsskiftet en del af pro-kontinentalholdet Androni Giocattoli-Venezuela. Dermed rykker den vestjyske bjergged efter flere år i asiatisk cykling igen hjem til Europa. Det skriver Feltet.dk.

Efter mange års hård træning er det nu en drengedrøm, der går i opfyldelse for det 25-årige cykeltaltent.

- Jeg startede med at cykle med min far frem og tilbage fra Holstebro til Struer i 1996. Nu 18 år senere går drømmen i opfyldelse, og jeg kan kalde mig professionel cykelrytter, lyder det fra en stolt John Ebsen til Feltet.dk.

Nu da fremover skal være med på allerhøjeste niveau, er målsætningen klar. Men træerne vokser dog ikke ind i himlen.

- Jeg drømmer om at blive den sidste til at aflevere en stjerne på de stejle stigninger, altså en løjtnant. Jeg har aldrig drømt om selv at blive den store stjerne, jeg kender min plads, og det, mener jeg, er en stor forskel set i forhold til mange andre ryttere, som kommer op på højeste niveau, forklarer Ebsen.

Stor stolthed hos familien i Holstebro

John Ebsens kontrakt med det professionelle italienske hold har også gjort stort indtryk på familien, der stadig bor i Holstebro.

- Jeg er så stolt. I 10 år har han ikke lavet andet end at cykle. Han vil bare det her, så hvis nogen har fortjent det, er det ham.

Sådan lyder det fra Mona Sørensen, der er storesøster til John Ebsen, da TV MIDTVEST fanger hende på telefon.

John Ebsens kontrakt med italienske Androni Giocattoli-Venezuela gælder fra 1. januar 2015.