Vestjysk Bank fyrer direktør

Vestjysk Bank fyrer direktør

Dårlige resultater og yderligere nedskrivninger får nu Vestjysk Bank til at afskedige adm. bankdirektør Frank Kristensen.

En forventning om nedskrivninger på en milliard kroner og et årsresultat på minus 750-800 millioner kroner, var det der fik bægeret til at flyde over.

Derfor har Vestjysk Bank i dag meddelt, at adm. direktør Frank Kristensen samt vicedirektør, der har haft ansvaret for kreditområdet, Flemming Gade Nielsen, er fratrådt.

De dårlige resultater er blandt andet et resultat af forværret indtjeningsevne inden for visse grene af landbruget. Det sammenlagt med betydelige nedskrivninger og hensættelser af udlån og garantier gør, at bankens bestyrelse ikke længere havde tillid til Frank Kristensen.

Frank Kristensen går dog ikke helt tomhændet fra sit job. Han får en fratrædelsesgodtgørelse på 10,3 millioner kroner.

Børspause

Nyheden kommer på en dag, hvor Vestjysk Bank er fra morgenstunden blev sendt i børspause.

Dagbladet Børsen beskriver i dag, hvad skærpede regler omkring nedskrivninger gør ved de mindre banker. Finanstilsynet advarer om deciderede kollaps i flere af de mindre banker.

Og Vestjysk Bank nævnes ved navn, som et af de pengeinstitutter der kan være på vej mod et krak.

Bankens aktie har klokken 12.20 rettet sig til et fald på 35 procent. Den handles nu til kurs 12.50.

Ny direktør udnævnt

Det bliver bankdirektør Vagn Thorsager som udnævnes til adm. bankdirektør. Den 63-årige Vagn Thorsager har tidligere været adm. direktør i Aarhus Lokalbank A/S, som fusionerede med Vestjysk Bank.

Vestjysk Bank afholder pressemøde i dag klokken 15.00