Ekspert: muligvis uretmæssig statsstøtte til Vestjysk Bank

Staten har muligvis fordrejet konkurrencen ved at støtte fusionen mellem Vestjysk Bank og Aarhus Lokalbank i 2012.

VestjyskBank.jpg

Der var muligvis tale om uretmæssing statstøtte da Vestjysk Bank og Aarhus Lokalbank med støtte fra staten gennemførte en fusion i 2012, det skriver Berlingske Business.

- Banken er ikke blevet sund i dag, og samtidig har staten muligvis fordrejet konkurrencen ved uretmæssigt at give statsstøtte til banken. Der er ikke kommet nogen troværdige svar på det mystiske forløb, men udefra set kan det godt ligne, at man muliggjorde dette, da den danske stat havde penge i klemme i begge bankerne, uddyber Tom Engsted, der er professor ved Institut for Økonomi på Aarhus Universitet til Berlingske Business. 

Hele sagen bunder i Bankpakke fire, der blev lanceret i 2011, for at sunde banker med støtte fra staten kunne overtage usunde banker. I 2012 kom der dog en tilføjelse til bankpakken et såkaldt agtstykke, der gjorde det muligt for staten også at støtte en fusion mellem to usunde banker, som det for eksempel var tilfældet med Vestjysk Bank og Aarhus Lokalbank. Det er denne tilføjelse, der er tvivlsom.

- Man lavede Bankpakke fire, hvor man slog fast, at man kunne give statsstøtte til to banker, der fusionerede. Kravet var blot, at den ene bank skulle være sund. Pludselig ændrede man på det krav, og så skulle den ene bank blot være usund. Det er en ændring til det diametralt modsatte, som sker uden forklaring, siger Tom Engsted.

Staten ejer i dag 81 procent af aktierne i Vestjysk Bank, og banken har i alt modtaget statsstøtte for 7,1 mia. kroner i aktier og garantier. Alligevel er banken stadig i krise, og nu risikerer den at skulle betale støtten tilbage. Det er EU, der ser på om staten forvred konkurrencen ved at støtte fusionen. 

- At EU nu tager sagen op, kan muligvis skyldes, at man er blevet opmærksom på, at ændringen af bankpakke fire blev brugt til - i ly af det almindelige kaos, der herskede i kølvandet på finanskrisen - at fusionere to usunde pengeinstitutter, siger Tom Engsted.

Vestjysk Bank kan overleve en tilbagebetaling

I det seneste halvårsregnskab oplyser Vestjysk Bank, at man kan overleve en eventuel tilbagebetaling af støtten banken modtog. Og ifølge en bankekspert er Vestjysk Bank uden skyld i sagen.

- Jeg kan ikke afvise, at staten har et problem i denne sag, men som jeg vurderer det, så har Vestjysk Bank i god tro udnyttet de muligheder, der har været for at redde banken. De har gjort, hvad de kan for at overleve, og jeg tvivler på at et eventuelt nederlag vil smitte af helt nede på Vestjysk Bank, siger Lars Krull, der er seniorrådgiver ved Institut for Økonomi på Aalborg Universitet til Berlingske Business.