Vestjyder skal spise mere fisk

Fødevarestyrelsen offentliggør i dag ti nye kostråd. Spis mere fisk, lyder det. Især i Vestjylland skal der flere fisk på tallerkenen.

Fisk.jpg

Et af de ti nye kostråd fra Fødevarestyrelsen går på, at danskerne skal spise mere fisk. På trods af fiskeerhvervets stolte traditioner i Vestjylland, er vestjyderne dem, der spiser mindst fisk i landet.

i 2012 var der 15 procent færre vestjyder, som spiste fisk i forhold til den gennemsnitlige danskers indtag. Samtidig var der 29 procent flere københavnere, der spiste fisk end vestjyderne.

I 2010 var der kun 9,1 procent af vestjyderne, som havde fisk på tallerkenen til aftensmåltidet på en gennemsnitlig dag. Derimod spiste københavnere en fjerdedel mere fisk med 12,3 procent. Det viser en undersøgelse lavet af FDB.

Ifølge de nye kostråd skal både vestjyderne og københavnere skrue op for indtaget af fisk. Fødevarestyrelsen anbefaler danskerne at spise fisk to gange om ugen og der skal 350 gram til. Følger man anbefalingerne er der mindre risiko for hjerte-kar-sygdomme.

På landsplan spiser danskerne mere fisk end for tre år siden.

Eksternt link: Se de ti nye officielle kostråd her.