Vestjyde på vej til grænsen med hjælp

En time var Troels Frøkjær fra Holstebro om at beslutte sig. Onsdag aften vidste han, at han ikke kunne se på flere flygtninge i fjernsynet. Han ville til grænsen og hjælpe. TV MIDTVEST følger hans tur mod syd. Den begyndte torsdag morgen. Foto: Troels Frøkjær.

100915troels3.jpg

En vestjysk journalist kører torsdag formiddag i sin familiebil på vej mod grænsen. Han ved ikke helt, hvor han skal hen. Et sted med flygtninge er målet. Onsdag aften fik Troels Frøkjær fra Holstebro nok af fremmedhad på facebook og stærke billeder af flygtninge på flugt fra politiet på TV. Han kørte i bilka og fyldte en vogn med lidt af hvert. 

100915troels4.gif

- Jeg satser ikke på, at jeg kan redde hele verden, men jeg tror, at jeg kan gøre en forskel for nogle af dem, jeg møder, fortæller han i bilen på vej forbi Vejle.

Cola, chokolade, bleer og fleecetæpper er blandt bagagerummets varer. Troels Frøkjær har købt småting, som han selv ville sætte pris på. Hvis det altså var ham, der var vandret tusindevis af kilometer mod nord. 

- I nat kunne jeg ikke sove. Jeg har selv to små børn, og jeg kan simpelthen ikke lade være med at tænke på, hvordan jeg ville have det, hvis det var mig, der stod i deres situation. Det er så simpelt. Det er mennesker på flugt og i nød. Vi er nødt til at hjælpe dem. 

Troels Frøkjær er ikke den eneste, der har følt behov for at hjælpe de mange flygtninge ved grænsen. De seneste dage er frivillige strømmet til hjælpeorganisationerne og mange er som Troels Frøkjær selv kørt mod grænsen. For ham handler det ikke kun om flygtningene. 

- Da jeg stod i bilka i går tænkte jeg på, at jeg også gør det her for min egen skyld. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvad jeg ville svare mine børn, hvis de om 20 år spurgte mig, hvad jeg gjorde for at hjælpe, da flygtningene bankede på Danmarks døre. Jeg kunne ikke holde ud, hvis mit svar skulle være: Ingenting.

 

Vil du hjælpe? Du kan blandt andet støtte arbejdet ved grænsen gennem følgende organisationer:- Røde Kors- Red Barnet- Dansk Flygtningehjælp

1:56
51-årig familiefar fra Holstebro kørte torsdag til Padborg for at hjælp flygtninge og migranter