Vestjyde er ny næstformand for Kristendemokraterne

En vestjysk vind skal også blæse ind over Kristendemokraterne, mener den nyvalgte næstformand fra Tarm.

Marianne Karlsmose er valgt som næstformand for Kristendemokraterne.
Marianne Karlsmose er valgt som næstformand for Kristendemokraterne.
Foto: Marc Killigren Akselsen

Marianne Karlsmose er valgt som næstformand for Kristendemokraterne.

Hun vil bruge sine mange års erfaring og forankring i Vestjylland til at få partiet fremad.

- Jeg vil sikre en stærk vind fra Vestjylland, siger hun.

Partiets formandskab består nu af formand Isabella Arendt og næstformand Marianne Karlsmose.

En stærk vind fra Vestjylland

Med en næstformand fra Tarm og en formand i København, mener Marianne Karlsmose, at formandskabet har en god balance i forhold til partiets bagland.

- Det er afgørende for vores succes, at vi har en stærk vind fra Vestjylland og får løftet partiet i København, siger Marianne Karlsmose.

Hun mener, at partiet bedst kan udnytte deres situation ved både at fastholde vælgere i det vestjyske og samtidig komme til at stå stærkere i København.

En af måderne til at skabe fremgang er ifølge den nyvalgte næstformand at lægge mere fokus på den økonomiske politik.

- Vi skal synliggøre, at vi mener meget mere end abort i vores politik, siger Marianne Karlsmose.

Det skal partiet blandt andet synliggøre ved at bruge mere energi på at vise, hvordan de vil finansiere deres politik.

Mange års erfaring

Det er ikke nyt for Marianne Karlsmose at være en del af formandskabet i Kristendemokraterne.

Fra 2002 til 2005 var hun formand for partiet.

- Det er lidt specielt. Det plejer jo at være i den anden rækkefølge, siger hun.

Hendes mange års erfaring skal omsættes til fremgang for partiet. Og hun har erfaring med at stå i spidsen for en splittet folketingsgruppe - men sådan skal det ikke være denne gang.

- Kristendemokraternes succes afhænger af, at vi formår at stå sammen som parti og tør udvikle vores politik, siger Marianne Karlsmose.

Marianne Karlsmose blev valgt som næstformand uden modkandidater.