Viborgenser færdig som tysk landstræner

Jakob Vestergaard med rødder i midt- og vestjysk håndbold er færdig som tysk håndboldlandstræner.. Det oplyser Det Tyske Håndboldforbund mandag.

240215JakobVestergaard.jpg

Det Tyske Håndboldforbund (DHB) har valgt at stoppe samarbejdet med den tyske landstræner Jakob Vestergaard.     

Jakob Vestergaard med rødder i både Ikast-Bording Elite Håndbold, Viborg HK og FC Midtjylland Håndbold er færdig som landstræner for de tyske håndboldkvinder. Det meddelte Det Tyske Håndboldforbund (DHB) mandag formiddag.

Forbundets vicepræsident, Bob Hanning, og sportsdirektør Wolfgang Sommerfeld tog en snak med Vestergaard, og parterne blev enige om at afbryde samarbejdet før tid.

41-årige Vestergaards kontrakt løb oprindeligt frem til 31. december 2017, men aftalen er nu blevet ophævet.

- Samtalen med Bob Hanning og Wolfgang Sommerfeld var klar og god. Vi er enige om, at der desværre ikke er grundlag for et yderligere samarbejde.

- Begge parter har nu chancen for at se fremad og forberede de næste skridt, siger Vestergaard til forbundets hjemmeside.

Vestergaard overtog det tyske mandskab for et år siden efter landsmanden Heine Jensen, men resultaterne har ikke været gode. Det blev til en skuffende placering som nummer 13 ved VM i Danmark i december.

- Vi har analyseret situationen åbent og ærligt. Vi var nødt til at erkende, at vejen til succes for tysk kvindehåndbold ikke længere kunne findes i fællesskab.       

Tysklands næste opgave bliver at kvalificere sig til EM i december, og der venter vigtige kvalifikationskampe mod Schweiz og Island i juni.   

/ritzau/