Vestas vil kæmpe for at bevare danske arbejdspladser

Direktøren for den nye dansk-japanske havvindmølle-alliance mellem Vestas og Mitsubishi vil bevare danske job.

Vestas_ext2.jpg

Vestas vil forsøge både at holde og skabe arbejdspladser i Danmark, når det nye samarbejde med japanske Mitsubishi kommer op at køre. Det siger Vestas' hidtidige Kina-chef, Jens Tommerup, der bliver chef for samarbejdet.

- Vi vil i første omgang sørge for, at alle de videnstunge arbejdspladser bliver i Danmark og i Aarhus, og på længere sigt er vi også åbne for at åbne produktion her, afhængig af "business casen", siger den nye direktør Jens Tommerup ifølge Ritzau Finans.

Han ønsker at holde så meget produktion i Danmark som muligt. Det afhænger dog først og fremmest af, hvor ordrerne kommer fra, og hvem kunderne bliver.

- Jo tættere vi kommer på projekterne, jo mere konkurrencedygtige bliver vi, siger Jens Tommerup. I første omgang vil langt størstedelen af de 300-400 ansatte i det nye firma komme fra Vestas og have base i Aarhus, og det vækker glæde hos direktøren.

- Jeg er meget glad for, at vi kan holde 300 videnstunge arbejdspladser i Danmark, men også, at vi kan tilføje nye kompetencer til joint venturet i Danmark, siger direktøren.

Han mener, at Danmark kan tilbyde vindmølleproducenter en masse fordele, som det nye joint venture kan få glæde af.

Selvom Jens Tommerup har arbejdet de sidste mange år i Asien, hvor han blandt andet har samarbejdet med den nye partner, Mitsubishi, så har han været opmærksom på Danmarks position.

- Det har været sjovt at høre, hvor godt et renommé Danmark har, og hvor mange der kender Danmark og danske universiteter, siger den nye direktør.

I første omgang oprettes der et hovedkontor for samarbejdet i Aarhus, hvor omkring 300-400 medarbejdere får arbejdsplads på den korte bane.

Vestas installerer desuden en prototype af V164-8,0 MW-møllen, som er det primære omdrejningspunkt for samarbejdet med japanerne, i Østerild i Thy i starten af 2014.

 

/ritzau/