Vestas udvider sit globale ordrekort: Skal rejse møller i Bolivia

​Vindmølleselskabet Vestas modtager sin første ordre fra Bolivia, som har store ambitioner om grøn energi.

(Arkivfoto) Foto: Yves Herman / Ritzau Scanpix

For første gang nogensinde har vindmølleproducenten Vestas modtaget en ordre fra Bolivia i Sydamerika.

Desuden har Vestas fået en ordre på 48 megawatt fra Den Dominikanske Republik.

Læs også Tidligere Vestas-leder bliver ny turistdirektør i Ringkøbing

Det oplyser selskabet lørdag aften.

- Vestas udvider sin globale tilstedeværelse og går ind i Bolivia med en ordre på 108 megawatt til tre vindparker, skriver selskabet i en meddelelse.

De tre anlæg får en kapacitet på henholdsvis 40, 14 og 54 megawatt. Alle parker ligger i Santa Cruz i den centrale del af Bolivia.

Vestas-møller firdobler vindenergi i Bolivia

Når møllerne er installeret og producerer strøm, vil Bolivia firedoble landets nuværende kapacitet af vindmølleenergi, oplyser Vestas.

Bolivia vil på sigt udfase traditionelle energikilder som fossile brændstoffer, og landet har sat som målsætning, at mindst 74 procent af al elektricitet i 2025 skal komme fra vedvarende energikilder, fremgår det af meddelelsen.

Ordren på de 108 megawatt kommer fra landets statslige elektricitetsselskab, og vindprojekterne er støttet økonomisk af Danida.

Skal leveres i 2019

Vindmøllerne skal leveres i 2019, og året efter ventes vindparkerne at indlede produktion af elektricitet.

Vestas annoncerer desuden en noget mindre ordre på 16 vindmøller med en samlet kapacitet på 48 megawatt fra Den Dominikanske Republik i Caribien.

Møllerne skal installeres i regionen Puerto Plata i første kvartal 2019. Idriftsættelse ventes i tredje kvartal samme år.

De to ordrer ændrer ikke på Vestas' finansielle forventninger til regnskabsåret.

/ritzau/

Læs også Vestas betaler lige nu prisen for fremtidig vækst i vindenergi