Vestas i kurs-gallop

Vestas-aktien tordner i vejret på rygter om kinesisk opkøb.

Vestea_vindmoeller8.jpg

Knap 18 procent er Vestas-aktien her til middag skudt i vejret efter rygter om, at den kinesiske vindindustri er på frier-fødder.

Det er Jyllands-Posten, der i dag fortæller, at kinesiske Sinovel og Goldwin undersøger muligheden for at købe den danske vindmølleproducent. Avisen skulle angiveligt have denne information fra flere kilder, der skulle være tæt på processen.

Ifølge Jacob Pedersen, der er senioranalytiker i Sydbank, er der god grund til at tro på rygterne.

- Sinovel og Goldwind har en elendig teknologi og kan ikke sælge møller uden for Kina. Derfor giver det forretningsmæssigt god mening, fordi Vestas har branchens bedste landmølleteknologi og et globalt fodaftryk, så de kan sælge møller over hele verdenen, forklarer han i Jyllands-Posten. Han mener desuden, at man skal bide mærke i, at der denne gang er sat navn på de eventuelle købere, og det kan betyde, at der er mere hold i rygterne denne gang, end når de tidligere har verseret.

Hverken Vestas eller de kinesiske selskaber har indtil videre kommenteret rygterne.