Vestas halverer fyringer i Ringkøbing

Formanden for Dansk Metal i Skjern-Ringkøbing fortæller, at det er lykkedes næsten at halvere antallet af fyringerne på Vestas i Ringkøbing.

Helge Albertsen ser positivt på muligheden for at finde et nyt job til de 49 medarbejdere, der er blevet fyret på Vestas i Ringkøbing. Foto: TV MIDTVEST

Tirsdag formiddag er der møde på Vestas i Ringkøbing.

Læs også Vestas forbereder 90 fyringer på fabrikken i Ringkøbing

Her går fagforeningerne dybere ind i drøftelserne om at få dem, der er blevet fyret videre til næste job. Dansk Metal repræsenterer 15 medarbejdere.

Oprindelig var planen, at der skulle fyres 90 på fabrikken i Ringkøbing, men det tal er nu reduceret til 49.

- Det er selvfølgelig stadig trist for de 49, men jeg kan kun være begejstret over, at det er lykkedes at reducere antallet, og der er gode beskæftigelsesmuligheder for dem, der er blevet fyret, siger Helge Albertsen, der er formand for Dansk Metal i Skjern-Ringkøbing.

Ros fra Metal-formanden til samarbejdet med ledelsen

Metalformanden understreger, at reduceringen er lykkedes på grund af et godt samarbejde mellem ledelse og fagforeningerne.

- Man har været ude i alle Vestas afdelinger her i landsdelen for at undersøge, om der var jobåbninger, og hvis der var, så er jobbet blevet tilbudt til en af dem, der skulle have været fyret, forklarer Helge Albertsen.

Derudover er der 11 medarbejdere, der selv har valgt at sige op.

01:20

Indslag fra 30. august: Der er job til de fyrede Vestas-medarbejdere i byggebranchen.

Luk video