Verdensmester langer ud efter Danmarks Idrætsforbund

Casper Steinfath er utilfreds med, at Dansk Kano og Kajak Forbund angiveligt skulle have taget æren for udviklingen i SUP-sporten.

Casper Stenfath
Foto: Stine Agnholt Andersen, TV MIDTVEST

Verdensmesteren i Stand Up Paddle, Casper Steinfath, langer nu ud efter Danmarks Idrætsforbund. Det sker efter Dansk Kano og Kajak Forbund, ifølge Klitmøller-surferen, har taget æren for SUP-sporten, som forbundet ikke har nogen tilknytning til. Det skriver Limfjord Update

– Det bekymrer mig meget, hvor virkelighedsfjernt de seneste aktioner fra DKF er. DKF har hverken nogen relation til eller bidraget til det etablerede SUP miljø på nogen måde i de seneste år. Det er for mig absurd at læse, hvordan DKF påstår, at de er drivkraft for SUP sporten herhjemme og vil have retten til at styre SUP på national plan, siger Casper Steinfath til Limfjord Update.

SUP-surferen mener ikke, at Dansk Kano og Kajak Forbund har gjort noget for sporten. 

– I det etablerede danske SUP miljø er der ingen tvivl om, hvilket forbund der faktisk har arbejdet progressivt og innovativt for SUP sportens udvikling i Danmark. Det er Dansk Surf og Rafting Forbund (DSRF). Først med frivillige kræfter og senere med hjælp fra projektet ”STOKED” gennem Nordea Fondens ”Det gode unge liv”. DSRF rykker og brænder for SUP sporten i Danmark, og som aktiv udøver har jeg meget svært ved at se, hvordan DKF med sin påberåben af SUP i Danmark, virkeligt har atleternes og det brede SUP miljøs bedste interesser på hjerte, siger Casper Steinfath.

Steinfath har derfor skrevet til næstformanden i Danmarks Idrætsforbund, Thomas Bach, for at gøre opmærksom på, hvordan det hele i virkeligheden hænger sammen. 

– Jeg mener, at DIF bærer et ansvar for at danne rammer og fair udviklingsforhold for alt sport og idræt i Danmark. For mig at se bør DIF sikre, at man ikke stjæler hinandens sportsgrene i Danmark, siger Casper Steinfath til Limfjord Update.