Verdensmester donerer sit eget maleri: - Det er mega fedt

Verdensmesteren Dina Thorslund har fået malet et portræt, som hun donerer til den lokale bokseklub.

Foto: Pernille Keller Sand, TV MIDTVEST

Verdensmester, mor og nu også portrætmodel.

Der er efterhånden mange fornemme titler at sætte på bokseren Dina Thorslund, der for mindre end to døgn siden blev verdensmester i boksning hjemme i Struer.

Læs også Øjet hævet og titlen erobret: Vi besøgte verdensmesteren dagen derpå

For nu har hun også kastet sig ud i den sidstnævnte kategori og stået model til sit eget portrætmaleri, der nu skal sælges til højstbydende i den gode sags tjeneste. 

- Jeg synes, det er mega fedt. Der er ikke noget at komme efter der, siger Dina Thorslund

Støtter et godt formål

Sammen med kunstneren bag portrættet, Quang Ramsing Fleuret, har Dina Thorslund besluttet, at maleriet skal sælges på auktion. Planen er, at pengene skal doneres til et godt formål.

Mange gode formål har været med i bokserens overvejelser, men verdensmesteren var ikke i tvivl, da det kom til stykket: Auktionens gevinst skal gå til ungdomsafdelingen i Struer Amatør Bokseklub.

- Jeg synes også, der skal være fokus på nogle andre ting det, der i forvejen løber med opmærksomheden, og så fik jeg idéen med bokseklubben.

- Jeg har selv været en af dem, der har haft brug for at få nogle nye kampe og noget nyt erfaring. Det får man gennem træningslejre, og det skal der være råd til. Derfor valgte jeg klubben, siger Dina Thorslund.

Portrætmaleriet af verdensmesteren Dina Thorslund. Foto: Pernille Keller Sand, TV MIDTVEST

- Vidste ikke hun ville få titelkamp

Manden bag Dina Thorslunds maleri er også glad for udfaldet af forevigelsen af den danske bokser, og i særdeleshed for timingen i Thorslunds karriere.

- Da jeg malede det, vidste vi ikke, at hun ville få titelkampen, så derfor har vi ventet med at udgive det til nu, siger Quang Ramsing Fleuret.

- Jeg synes, det er blevet rigtig godt. Jeg er godt tilfreds med værket. Jeg synes, jeg har fanget hendes blik rigtig godt. Alene boksehandskerne var unikke at male, lyder det.

Auktionen begynder på onsdag og fortsætter frem til den 23. marts.

Læs også Lykkelig og lettet verdensmester fra Struer: - Jeg har det så godt

Læs også Struer-bokser Dina Thorslund er verdensmester