Verdens uheldigste restaurantkæde mangler god karma

Ulykkerne har hobet sig op hos restaurant Karma, men nu vil de forsøge at vinde god karma ved at give mad væk til trængende.

Ilden i køkkenet blev slukket med en pulverslukker. Foto: Privatfoto

Det er ikke lige nu, at restaurantindehaver Mustafa Catalgøl tør spille lotto, for den sidste uges tid har været mere end ualmindeligt uheldig med fire restaurantlukninger på bare fire dage.

Først var der renovering i restauranten i Herning Centeret, så Café Karma måtte lukke. Men kort efter så var den gal igen.

En stor vandskade i Bruun’s Galleri i Aarhus resulterede nemlig i, at Café Karma blev oversvømmet, og dermed også måtte lukke.

I går gik der så også ild i Karma i Østergades køkken.

- Jeg ved ikke, hvor stor sandsynligheden er for at det kan gå så galt, fortæller indehaveren af Herning-restauranten Mustafa Catalgøl til TV MIDTVEST.

Der findes i alt fire Karma restauranter – To i Herning, en i Aarhus og en i Aalborg. Rækken af uheld blev komplette, da restauranten i Aalborg også blev ramt af en evakuering på grund af en fejlalarm.

Ilden blev hurtigt slukket, men restauranten måtte lukke.  Foto: Privatfoto

Slukkede selv branden

Selvom de muligvis er en af verdens mest uheldige restaurantkæder, så var der dog lidt held at spore, da der gik ild i restauranten i Østergade i Herning. Mustafa Catalgøl er nemlig tidligere brandmand, så han vidste præcist, hvad han skulle gøre.

- Der skulle ikke vand på frituren, så jeg skyndte mig at slukke for gassen og fik kvalt ilden, fortæller han.

Det var dog ikke helt uden konskevenser, for han måtte efterfølgende tilbringe flere timer på skadestuen for kultildteforgiftning.

- Jeg går ikke udenfor i morgen, siger Mustafa Catalgøl, der heldigvis kan grine af deres store uheld.

- Det er bare op på hesten igen og så arbejde videre. Så længe det kun er materiel skade, så skal det nok gå, fortæller han.

Kødet er blevet leveret til Værestedet i Aarhus. Foto: Privatfoto

Vender dårlig karma til god karma

De pludseligt lukkede restauranter har resulteret i, at de i de to restauranter i Aarhus og Herning ligger inde med en masse mad, som de ikke kan servere i de ødelagte lokaler.

- Vi vil vende vores dårlige karma til god karma, og derfor giver vi nu maden væk, fortæller Mustafa Catalgøl

Karma giver derfor mad, for hvad Mustafa Catalgøl vurderer er 50-60.000 kroner, til Varmestuen Blå Kors i Herning og og Værestedet i Aarhus. Maden skulle gerne kunne mætte 400-500 personer.

Nu joker Mustafa Catalgøl med, at han måske igen kan få god nok karma til, at han tør spille Lotto.