Verdens surf-elite til Thy

Klitmøller bliver til september vært for en afdeling af verdens mest prestigefyldte konkurrence i windsurfing.

Cold Hawaii World Cup kommer til Thy. Stævnet finder sted ved Ørhage i Klitmøller i dagene 13.-19.september. Det er initiativtagerne fra den lokale surfklub Nasa, der har sikret, at konkurrencen kan finansieres.

Projektet har tidligere fået støtte fra Sport Event Denmark og Thisted Kommune. Senest har den lokale aktionsgruppe, LAG Thy-Mors bidraget med udviklingsmidler på 375.000 kroner.