Verdens største indendørsstævne for islandsheste i Herning

Danmarks første indendørsstævne for islandsheste åbnede i dag. Stævnet er samtidig verdens største, og det gjorde en 14-årig rytter lidt ekstra nervøs.

For Alva Bonde var det første gang, at hun red til så stort et stævne.
For Alva Bonde var det første gang, at hun red til så stort et stævne.
Foto: Camilla Schiøler, TV MIDTVEST

- Det bliver virkelig stort. Jeg har aldrig redet noget, der er så stort. 

Sådan lød det fra 14-årige Alva Bonde få minutter før, hun red på banen til Icehorse Festival i Messecenter Herning torsdag. 

- Jeg kan godt mærke, at jeg er lidt nervøs.

14-årige Alva Bonde slog sin egen rekord til stævnet.
14-årige Alva Bonde slog sin egen rekord til stævnet.
Foto: Camilla Schiøler, TV MIDTVEST

Og med god grund. For der er hele 254 andre ryttere med til indendørsstævnet, der er det første af sin slags.

- Der er rigtig mange ryttere med - og rigtig mange gode ryttere. Så det bliver svært at vinde, men det bliver rigtig, rigtig sjovt, hvis man gør, lød det fra rytteren, der kommer fra Bryrup ved Silkeborg. 

Icehorse Festival er ikke bare det første, men også det største indendørsstævne for islandsheste i hele verden. Og netop dét, at de mange publikummer ikke skal sidde udendørs for at kigge på, tror arrangøren, at der kan gøre stævnet til en succes. 

- På den er tid af året, hvor vejret kan være lidt træls, så er det ikke helt så rart at kigge på heste, så når man kan læne sig lidt tilbage og få en kop kaffe virker det rigtig godt, siger Rasmus Møller Jensen, der også selv er rytter. 

Efter endt præstation kan 14-årige Alva Bonde stolt gøre status.

- Jeg slog min egen rekord. Det føles rigtig godt. Det er altid rart.

Udover konkurrencer byder de fire dage, som stævnet varer, blandt andet også på foredragsholdere og rig mulighed for at shoppe nyt grej. 

2:09
Danmarks første indendørsstævne for islandsheste åbnede i dag dørene.