Verdens første flydende havmøllepark snart klar til brug

Vindmøllekoncernen fra Brande leverer fem møller til projekt ud for Skotland.

Foto: Animation fra Statoil

Verdens første flydende havmøllepark bliver sidst på året taget i brug ud for Skotlands østkyst. Og møllerne leveres af Siemens Wind Power med hovedsæde i Brande, skriver Ingeniøren.

Det er det norske energiselskab Statoil, der står bag projektet, og Siemens Wind Power bidrager med fem møller på hver seks megawatt.

Møllerne placeres på en flydende platform, der fastgøres til havbunden. Fordelen med flydende møller er, at de kan placeres på steder med stor dybde, hvor det ellers ikke er muligt at producere offshore vind. Til gengæld er den samlede pris stadig højere end ved almindelige havmøller.

Vindmølle-pionéren Henrik Stiesdal, der er tidligere teknologi-direktør i Siemens Wind Power, vurderer over for Ingeniøren, at der er store perspektiver i de flydende møller, hvis de vel at mærke bliver næsten lige så billige som de fastforankrede.

- Jeg deltog for nylig i en årlig konference om flydende vindmøller i Marseille, som pludselig var vokset markant, og hvor man blandt deltagerne kunne se forsikringsselskaberne. Det plejer at være en klar indikation på, at noget er på vej til at blive kommercielt interessant, siger Stiesdal.

Statoil har siden 2009 afprøvet teknologien i mindre skala med en Siemens-mølle, der er placeret ud for Stavanger i Norge. Erfaringerne er så gode, at selskabet nu er klar til at udvide forsøget. Den flydende Siemens-mølle har blandt andet klaret vindhastigheder på 44 meter i sekundet og en bølgehøjde på 19 meter. 

 

02:39

TV MIDTVEST sendte i januar 2016 dette indslag om flydende havmøller.

Luk video