Venter på mor

Venter på mor

Onsdag formiddag brugte De blå spejdere fra Rødkærsbro på at vente - de havde nemlig besøgsdag.

Tiden kan godt synes lidt lang, når man venter på dem, man savner. Sådan var det i dag i Rødkærsbrolejren, hvor forældrene skulle komme på besøg over middag.

- Det bliver spændende når de kommer, og siger hej. Jeg glæder mig rigtig meget, til at de skal se, hvordan vi har det det, og hvordan her ser ud, fortæller 12-årige Simon Eriksen.

Mens spejderne ventede på at vise lejren frem til deres forældre, gik tiden med at snitte og hygge sig rundt om bålet. For Emma Johansen på ti år, er denne spejderlejr første gang, hun er på tur i så lang tid alene. Derfor ventede hun spændt på mor og lillebror.

- Jeg glæder mig rigtig meget til at se dem, fortæller hun, men indrømmer også, at det har visse fordele at være afsted uden dem derhjemme.

- Det fedeste er, at man helt selv kan bestemme, hvad man vil bruge sine lommepenge til.