Ventelister vokser, mens 70.000 udebliver fra sygehusaftaler

70.000 nordjyder udebliver årligt fra deres aftaler på sygehusene og det går ud over andre patienter.

Regionshospitalet Nordjylland, Thisted

De nordjyske hospitaler – herunder Sygehus Thy-Mors oplever i stor til, at patienter bliver væk fra deres aftaler.

I følger P4 Midt & Vest udeblev flere end 70.000 patienter fra deres sygehusaftale i Region Nordjylland i 2015.

- Vi har sat tid af både til at tale med læge og til at få lavet undersøgelse ved vores sygeplejerske, så når der er nogen, der bliver væk, kan vi ikke bruge tiden, og så vokser vores venteliste i den anden ende, forklarer ledende overlæge Bente Grønlund til radioen. 

Ifølge det konservative regionsrådsmedlem Per Larsen, så svarer udeblivelserne til, at der hver arbejdsdag i 2015 var 300 patienter, der ikke dukkede op til deres aftaler på de nordjyske hospitaler.

- Jeg synes, det er et voldsomt stort tal, og det er virkelig et problem, som vi er nødt til at få gjort noget ved, siger han til P4 Midt & Vest. 

Region Nordjyllands forretningsudvalg skal mødes på mandag og forsøge at finde en løsning på situationen.