Venstresving skyld i Bjerregård-ulykke

Det gik galt, da en tysk mand svingede til venstre mandag aften. Alle implicerede er uden for livsfare.

Politi indsatsleder.jpg

Det var, da den ene af bilerne drejede til venstre, at ulykken i Bjerregård mellem Hvide Sande og Nymindegab skete mandag aften. Det oplyser vagtchef Lars Even fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Den svingende bil med en 44-årig tysker bag rattet og hans 17-årige søn på passagersædet kørte mod syd ad Sønder Klitvej, mens den anden bil med en 25-årig mand fra Ringkøbing kørte i modsatte retning.

- Der er da ingen tvivl om, at de er sluppet billigt, for hvis part 2 (den 25-årige red.) er kommet med 80 km/t, så har det været et voldsomt sammenstød, fortæller Lars Even.

Den 17-årige, tyske dreng blev fløjet til Aarhus med lægehelikopter, hvor han er uden for livsfare, men har brækket kæben.

Faderen og den 25-årige ringkøbinggenser blev kørt med ambulance til Herning, hvor sidstnævnte fortsat ligger på intensiv med brækkede knogler og til observation for milten.

Begge meldes dog også uden for livsfare.