Venstrefolk trætte af Løkke-sagen

Balladen omkring Lars Løkke Rasmussens bilag ærgrer Venstres borgmesterkandidater i Midt- og Vestjylland

stemmeseddel.jpg

I dag fremlagde Lars Løkke Rasmussen alle sine bilag i den sag, der de seneste uger har fyldt meget for ham og Venstre. I sin egenskab af formand for klimaorganisationen GGGI har han blandt andet rejst på førsteklasse for omkring 750.000 kroner og nægtede længe at lægge bilagene frem.

En skidt sag for hele Venstre her en måned før kommunalvalget. Og venstres borgmesterkandidater her i landsdelen ærgrer sig da også over balladen.

- Det er en møgsag, som jeg ærgrer mig meget over. Det er en fejlvurdering, at han ikke har stillet sig frem i første omgang og sagt det, som det er, siger Nina Hygum, der er Venstres borgmesterkandidat i Viborg Kommune.

Den holdning deler hun med de fleste af de 6 borgmesterkandidater fra Venstre, TV MIDTVEST i dag har været i kontakt med.

Frygter ikke for valget

Selvom Venstre-folkene er trætte af sagen, frygter de ikke, at det får indflydelse på stemmefordelingen ved kommunalvalget.

- Vi havde helst været sagen foruden, men jeg tror ikke, det påvirker mit valg. Herningenserne stemmer efter, hvad vi har lavet de seneste fire år, siger venstres Lars Krarup, der er borgmester i Herning.

Nu har vælgerne en lille måned til at glemme sagen, inden de den 19. november skal sætte deres kryds.