Venstreborgmestre langer ud efter Støjberg

Venstreborgmestre beskylder deres partifælle, beskæftigelsesminister Inger Støjberg for smøl. De siger, at hun for længst burde have ændret dagpengereglerne, så deltidsbrandmænd ikke tvinges til at stoppe, hvis de mister deres faste arbejde.

Dagpengereglerne har nu fået to af landsdelens venstre borgmestre til at miste tålmodigheden med deres partifælle beskæftigelsesminister Inger Støjberg. Hernings Lars Krarup og Struers Martin Merrild kræver reglerne ændret nu.

- Vi kan jo se, at der er flere og flere brandsvende, der siger; "Vi er nødt til at stoppe."  Det betyder, at vi skal ansætte fuldtidsbrandfolk i stedet for, og det er meget, meget dyrere, forklarer Hernings borgmester Lars Krarup.

De deltidsansatte brandmænd, der mister deres fuldtidsarbejde, modtager supplerende dagpenge og samtidig en lav løn fra brandvæsnet. Men som reglerne er i dag, kan det kun lade sig gøre i 30 uger - herefter må brandmændene vælge: Enten kan de fortsætte på dagpenge eller også skal de leve af deres lavtlønnede brandmandsjob. En rundspørge lavet af TV/MIDT-VEST viser, at 50 ud af landsdelens 700 deltidsbrandmænd er på supplerende dagpenge.