Venstreborgmester ikke overrasket over modkandidat

Tidligere landbrugsboss meldte sig i dag ind i kampen om at blive Thisteds næste venstreborgmester.

01:43

I dag blev det officielt. Den tidligere formand for Landbrug og Fødevarer, Niels Jørgen Pedersen, går nu efter at vælte Thisted siddende venstre-borgmester, Lene Kjelgaard Jensen af borgmesterstolen.

Efter lang tids oprør i venstrebaglandet og utilfredshed med den nuværende borgmester, meldte Niels Jørgen Pedersen sig i dag på banen.

- Jeg har ja sagt til at stille op til at blive spidskandidat i Venstre, siger Niels Jørgen Pedersen til TV MIDTVEST.

Den nuværende borgmester Lene Kjelgaard Jensen bejler også til et blive spidskandidat og dermed Venstres bud på en borgmester ved næste kommunalvalg, der skal være i november næste år.

- Jeg synes egentlig ikke, jeg er overrasket over, at Niels Jørgen (Pedersen, red.) melder sig. Men jeg synes måske, partiet kunne være bedre tjent med man var kommet frem lidt før, siger borgmester Lene Kjelgaard Jensen til TV MIDTVEST.

Modkandidaten afviser dog at han kunne have meldt sig før.

- Selv om man får kritik for at det tager lang tid at finde ud af, om man vil eller ej, så skal man altså bruge noget tid til at tænke sig om, når man træder ind i noget så vigtigt, siger Niels Jørgen Pedersen.

I 2011 blev Niels Jørgen Pedersen valgt som formand for Landbrug og Fødevarer efter kampvalg mod den nuværende formand Martin Merrild.  

- Jeg tror da, han vil kunne bruge al den erfaring, han har fået på den ene og den anden måde til at få enderne til at nå sammen. Og samtidig også sikre en god fremdrift i tingene, siger Martin Merrild, formand for Landbrug og Fødevarer og tidligere borgmester i Struer Kommune.

Med to kandidater i spil er det nu op til venstres 550 medlemmer i Thisted at vælge ny spidskandidat. Det sker når der er kampvalg på generalforsamlingen den 24. oktober.