Venstre vil støtte vestjyske pendlere

Med et nyt forslag vil Venstre gøre det mere attraktivt for borgere i Lemvig og Ringkøbing-Skjern Kommuner at pendle til og fra arbejde.

pendlerpic.jpg

Som en del af et kommende landdistriktsudspil foreslår Venstre nu at øge det såkaldte befordringsfradrag, der skal gøre det mere attraktivt at blive boende i yderkommunerne, hvis man mister sit job.

Pendlere, der kører over 120 km dagligt, kan, hvis de bor i en kommune, der er berettiget, få et kørselsfradrag på 2,05 kr pr. kilometer.

- Vi må bare erkende, at der er nogle steder, hvor der er længere til arbejde. De områder ønsker vi at imødekomme, så man ikke bliver tvunget væk, hvis man bliver arbejdsløs, siger Venstres landdistriktsordfører Thomas Danielsen.

Sidste år kom Thisted, Skive og Struer med i ordningen. Nu vil Venstre også have Lemvig og Ringkøbing-Skjern inkluderet.

Venstre vil afsætte en pulje på 10 millioner kroner til at udvide kredsen af kommuner, der kan blive berettiget til kørselsfradraget.

Ifølge Thomas Danielsen skal pengene findes i ikke-øremærkede midler til skatte- og afgiftslettelser fra Venstres finanslovsudspil.

Her kan du læse flere detaljer om befordringsfradraget.