Venstre vil kæmpe imod atom-slutdepot

Planerne om at grave atomaffaldet fra Risø ned skal droppes. Det er i hvert fald politikerne i Venstres folketingsgruppe enige om.

atom-tegn.jpg

Struer og Skive er to af i alt fem kommuner, der er udpeget til at kunne huse atomaffaldet fra Risø. Indtil nu har planen været at grave affaldet ned i et slutdepot, men det vil Venstre nu sætte en stopper for.

- Jeg har aldrig hørt om, at et miljøproblem er forsvundet ved at man graver det ned. Det er langt bedre i stedet at bygge et mellemdepot, som man har gjort det i Holland, hvor man kan holde øje med affaldet de næste 100 år.

Sådan lyder det fra Venstres politiske ordfører, Inger Støjberg, der er valgt i Skive.

Venstres udmelding kommer i kølvandet på en rapport, Sundhedsministeriet offentliggjorde i slutningen af februar. Her blev netop et mellemdepot, hvor affaldet ikke graves ned, men placeres over jorden, nævnt som en mulig løsning.

- Vi har gået og afventet nogle reporter, og der er ikke noget fagligt til hinder for, at man laver et mellemdepot. Der er forhandlinger blandt alle folketingspartierne hos Sundhedsministeren på onsdag, og der håber vi, at resten af partierne vil følge trop, forklarer Inger Støjberg.