Venstre vil droppe mølle i Østerild-planer

Torsten Schack og Venstre vil gøre udvidelsen af testcenteret i Østerild mindre end planlagt.

Testcenteret i Østerild skal nu kun udvides med to vindmøller. Det mener Venstre. Foto: Arkiv

Testcenteret i Østerild skulle efter planen udvides med tre nye testpladser med megamøller på op til 250 meters højde. Det betyder, at campingpladsen og otte boliger skal eksproprieres.

- Planen bliver udvidet hele tiden. Vi går i usikkerhed her konstant, hvornår ryger man? Skal man sælge sit hus, hvem fanden vil så købe det - ingen! Det er ikke i orden for så stor en industri, har en voldsomt utilfreds Lasse Middelboe tidligere, der bor tæt på testcentret, tidligere sagt til TV MIDTVEST.

Men nu er der hjælp på vej til de lokale borgere. I morgen skal partierne i forligskredsen på Christiansborg forhandle testcenteret på plads, men allerede nu melder Venstre ud, at partiet vil droppe den ene af de tre nye testpladser.

Udvander det ikke også den udvidelse, I selv har lagt op til, hvis der pludselig ikke skal rejses alle de møller, som var planlagt?

Sådan spurgte TV MIDTVEST's reporter Venstres erhvervsordfører Torsten Schack Pedersen.

- Det drejer sig om en enkelt mølle, som i forvejen var dimensioneret til maks. at være 166 meter, netop fordi den ville have stor påvirkning af naboer i området, forklarer Torsten Schack Pedersen og uddyber:

Derfor er den mølle ikke så væsentlig. Det er de store møller, der er det afgørende for, at vi har faciliteter, der kan understøtte den grønne omstilling. Men jeg synes også, at vi skal tænke os grundigt om i forhold til de borgere, der bliver berørt.

Det er den nordligste mølle, som ligger tættest på bebyggelse og den lokale campingplads, Venstre nu vil have droppet fra planerne. 

01:43

Selv om intentionerne for de nye, større vindmøller lyder gode, så savner naboerne i Østerild en plan for området. Indslag fra 17. januar 2017.

Luk video