Venstre sluger halvdelen af stemmerne i Søren Gades hjemby

46,9 procent i Holstebro-kredsen satte deres kryds ved Venstre. Det er cirka 25 procentpoint flere end sidst.

Den tidligere forsvarsminister har ved flere lejligheder vist sig om en stemmesluger, og særligt i det jyske er han populær. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Det har tilsyneladende hjulpet på Venstres tilslutning i Holstebro, at bysbarnet Søren Gade denne gang har stillet op til europarlamentsvalget.

Ifølge it-selskabet KMD, der står for den officielle optælling af valgresultatet, har Venstre fået 46,9 procent af stemmerne i Holstebro-kredsen.

Læs også Venstre vrager veteran: Søren Gade bliver kun nummer fire til EU-valg

Ved valget for fem år siden fik Venstre 21,7 procent af stemmerne.

Den tidligere forsvarsminister har ved flere lejligheder vist sig om en stemmesluger, og særligt i det jyske er han populær.

- Man må sige, at det jyske har et godt øje til ham. Jeg er spændt, om det holder på den anden side af landet, men det er imponerende, at han kan få så flot et valg, siger valgforsker og professor Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet.

De personlige stemmetal ventes først at blive talt og offentliggjort mandag, og det skal derfor understreges, at det natten til mandag er uvist, om Søren Gade rent faktisk har høstet nok vælgere til at blive valgt.

De personlige stemmetal er dog optalt i få kredse. Det drejer sig om fire kredse i Jylland, og her har Søren Gade vundet stort.

I Herning Kommune har Søren Gade fået 11.901 personlige stemmer, hvilket er næsten fem gange så mange som Jeppe Kofod fra Socialdemokratiet på andenpladsen.

Læs også Line og Søren har sat krydset: - Det er min pligt

I Ikast-kredsen har Gade fået 3.525 stemmer, som er dobbelt så mange som Morten Løkkegaard på andenpladsen. I Himmerland-kredsen høstede Gade 8.716 krydser. På andenpladsen ligger Jeppe Kofod (S). Han fik 1.919 stemmer.

I Mariagerfjord-kredsen blev Gade også nummer et med 4.482 stemmer, hvilket er omkring 3.000 flere end Jeppe Kofod på andenpladsen.

Samlet set er det klokken 06 mandag morgen 28.624 stemmer.

Ved folketingsvalget i 2015 satte 28.916 af vælgerne deres kryds ved Søren Gade.

Samlet set har Venstre haft et forrygende valg og bliver det største danske parti med fire mandater, hvilket er en fordobling sammenlignet med 2014-valget.

Ifølge DR's prognose får Venstre det 14. danske mandat i Europa-Parlamentet, når Storbritannien som følge af brexit forlader EU.

Både De Radikale og SF kan notere stor fremgang og går begge frem fra ét til to mandater. De Konservative og Enhedslisten får et enkelt mandat hver.

Ud over Liberal Alliance må Alternativet og Folkebevægelsen mod EU vinke farvel til drømmen om Europa-Parlamentet. Kun sidstnævnte var repræsenteret i forvejen.

27:48

Søren Gade var tidligere på året gæst i Krydsfelt: EP-valget nærmer sig og i denne udsendelse er blandt andet Brexit på plakaten. Gæster i studiet er tre Europa-politikere: Niels Fuglsang (Soc.dem.), Anders Vistisen (DF), Søren Gade (Venstre).

Luk video