Venstre: Motorvejshullet skal lukkes nu

Kristian Pihl Lorentzen (V) er klar til at gøre en indsats for at få lukket motorvejshullerne omkring Herning.

Venstres Kristian Pihl Lorentzen siger til TV MIDTVEST, at han vil sætte fokus på at få lukket motorvejshullet ved Herning.
Venstres Kristian Pihl Lorentzen siger til TV MIDTVEST, at han vil sætte fokus på at få lukket motorvejshullet ved Herning.
Foto: TV MIDTVEST

Der har længe været utilfredshed med, at to motorvejsstrækninger omkring Herning ikke kommer til at hænge sammen med resten af det ellers omfattende motorvejsnetværk. Men nu kommer Venstres transportordfører til undsætning:

- Lad os nu finde ud af det her, siger Kristian Pihl Lorentzen til TV MIDTVEST.

Nordøst for Herning kommer der til at være en syv kilometer lang motorvejsløs strækning mellem Holstebromotorvejen og Midtjyske Motorvej, og sydvest for Herning er der fem kilometer, der heller ikke bliver udvidet, sådan som planerne ser ud nu. Men det er ikke godt nok, mener Kristian Pihl Lorentzen.

- Det er en helt konkret opgave, vi skal have løst, og jeg håber, den kan løses i forbindelse med, at man gør anlægsøkonomien i projektet op. Der er forhåbentlig nogle penge til overs, så man kan få lukket mindst ét hul, siger han.

Det vigtigste hul skal lappes først

Det endelige mål er ifølge Kristian Pihl Lorentzen at få lukket både det nordøstlige og det sydvestlige hul, men han mener dog ikke, det er realistisk i første omgang.

- Jeg vil prøve at overtale vores finansminister til at få lukket hullerne, for det er vigtigt, at vi får det gjort hurtigst muligt - også af trafiksikkerhedsmæssige grunde. Jeg har bedt Herning og Holstebro om at fremlægge en fælles plan for, hvor det er vigtigst for dem, at pengene bliver brugt. Det er dem, der er tættest på, så jeg er sikker på, at de kan vurdere det bedst, siger han.