Venstre: Lån lettere til landdistrikter

Det er svært at låne penge til huskøb i landdistrikterne. Derfor har Venstre indkaldt landdistriktsministeren til åbent samråd.

221013_carstenhansen_0.jpg

I dag var ministeren for By-, Bolig- og Landdistrikter kaldt i åbent samråd af Venstre, der vil have svar på, hvordan regeringen vil løse problemstillingen om, at det er svært at låne penge i banken, til at købe et hus i små landsbyer, som måske er svære at sælge igen.

- Vi hører den ene historie efter den anden med folk, der er kommet i klemme i systemet. Derfor er det vigtigt, at vi finder nogle holdbare modeller, siger folketingsmedlem Esben Lunde Larsen fra Venstre.

Venstre gik til samrådet i håbet om at få regeringen til at nedsætte en arbejdsgruppe, der skal komme med en løsning på låneproblemet.

- Vi vil gerne have, at ministeren taget situationen alvorligt, og at vi sammen med ministeren får set på modeller, der kan øge udlåningen i landdistrikterne, siger Esben Lunde Larsen.

Ikke flere udvalg

Minister Carsten Hansen glæder sig over, at der er vækst i landdistrikterne, og han mener, at vækstpakken indeholder tiltag, der skal afhjælpe situationen. Derfor vil han ikke søsætte endnu et udvalg til at løse låneproblemerne i landdistrikterne.

- Det er afgørende, at vi får gang i væksten, og vi har allerede gjort det mere attraktivt at bo i landdistrikterne ved at fjerne ruiner af gamle huse, og vi har fjernet kørselsafgiften for virksomheder. Alt det er med til at sikre, at det bliver mere attraktivt at købe hus i landdistrikterne. Men der er ingen tvivl om, at der er nogle svære vilkår i landdistrikterne i de her år, siger Carsten Hansen.

Se med i nyhederne kl. 19.30, hvor Sebastian Andreasen har lavet en reportage om Sonja Pedersen, der ikke kan få sit hus i Ørnhøj solgt.

1:53
Det er blevet meget svært at låne penge til at købe hus i Midt- og Vestjylland. Særligt i de små landsbyer, hvor mange huse i årevis er til salg. En af dem, der ikke kan få solgt sit hus er Sonja Pedersen fra Ørnhøj.

Neden for kan du se et indslag om det åbne samråd på Christiansborg:

1:50
Venstre havde i dag kaldt Ministeren for by, bolig og landdistrikter i samråd om låneproblemet. Opposition og regering er helt enige om, at problemet er alvorligt - men enigheden stopper ved spørgsmålet om, hvad der skal til.