Venstre i Ikast trækker støtte til Løkke

Lars Løkke Rasmussens opbakning fortsætter med at smuldre. Nu trækker endnu en kreds støtten.

kissmeyer001.jpg

Lars Løkke Rasmussens opbakning fortsætter med at smuldre. Endnu en jysk kreds trækker støtten.

Venstre i Ikast bakker ikke længere op om Lars Løkke Rasmussen som formand for Venstre, oplyser lokalformand Jens Jørgen Hansen til TV2 News.

Og borgmesteren i Ikast-Brande Kommune Carsten Kissmeyer siger, at man siden valget til Europaparlamentet for en uge siden, har diskuteret opbakningen til Løkke.

- Kommuneforeningen har spurgt de enkelte medlemmer, og der har været diskussion frem og tilbage. Nu deler vi så vores holdning med offentligheden, siger borgmesteren til TV2 News.

- I den her situation er der nogen, der mener, vi skal holde fast i vores formand - mens andre mener, vi nok skal have en anden. I den situation mener jeg ikke, at det skader nogen, at vi melder vores holdning ud, siger Carsten Kissmeyer.

Borgmesteren påpeger, at man siden kommunalvalget sidste år har diskuteret Venstres fremtid - og i sidste ende formanden Løkke.

- Ved kommunalvalget havde vi GGGI-sagen, og ved europaparlamentsvalget havde vi nye sager. Nu har vi valgt at sige, at vi tror, vi er nødt til at starte på en frisk, siger Carsten Kissmeyer til TV2 News.

Med søndagens udmelding fra Ikast fortsætter den bølge, der startede, da Viborg med Jens Rohde i spidsen fredag meddelte, at de ikke længere har tillid til Venstres formand.

Lørdag trak Venstre-medlemmerne i Randers, Silkeborg og Vordingborg støtten til Lars Løkke Rasmussen.

/ritzau/