Venstre har svært ved at skaffe regionsrådskandidater i Thy

I november skal der vælges nye medlemmer til regionsrådene. Derfor er partierne lige nu i gang med at finde deres kandidater.

Svend Heiselberg siger farvel til regionsrådet. Derfor skal der findes nye kandidater for Venstre i Thy, men det virker som en umulig opgave.
Svend Heiselberg siger farvel til regionsrådet. Derfor skal der findes nye kandidater for Venstre i Thy, men det virker som en umulig opgave.

Efter Svend Heiselbergs farvel til politik har Venstre i Thy svært ved at finde kandidater til regionsrådet. Det skriver Limfjord Update.

Onsdag aften afholdt Venstre i Thy opstillingsmøde, og her var det kun det nuværende regionsrådsmedlem Erik Harbo Larsen, der meldte sig på banen som kandidat til regionsrådsvalget i november.

Dermed risikerer partiet ikke at kunne stille med de tre kandidater, som de ellers har fået pladser til på den regionale kandidatliste.

Nu er det op til kommuneforeningens bestyrelse at finde kandidater til de sidste to pladser. Det skal de nå, inden fristen udløber den 1. april, ellers bortfalder de tildelte pladser.

Ifølge Limfjord Update kritiserede det afgående regionsrådsmedlem Svend Heiselberg, at kommuneforeningen ikke havde fundet kandidater før mødet.

Formand: Regionsrådet er måske for kedeligt

Formanden for foreningen, Jørgen Christensen, er ærgerlig over, at ingen har ønsket at stille op.

- Det er da en tom fornemmelse, og man ved jo også godt, at man måske burde have gjort noget mere. Men både mig og hele forretningsudvalget ved ikke, hvad vi skulle have gjort mere, siger Jørgen Christensen til TV MIDTVEST.

Han har dog et bud på, hvorfor regionsrådet ikke er populært blandt medlemmerne.

- Jeg tror, det er for kedeligt, og så er det meget langt væk. Hvis man bor i Thisted Kommune, så har man jo et sted mellem 85 og 160 km til hvert eneste møde, siger Jørgen Christensen.

Lars Steffensen er et af de medlemmer i Venstre i Thy, der har takket nej til at stille op, og han synes ikke, at regionsrådet virker kedeligt.

- Det kunne da være spændende, men jeg synes simpelthen ikke, at jeg har tid til det. Tiden er ikke til det denne gang, siger han til TV MIDTVEST.