Venstre garanterer randzone-stop

Venstre garanterer randzone-stop

Hvis blå blok vinder regeringsmagten ved det kommende valg, får de midt- og vestjyske landmænd lov til at gøde, som de vil, forsikrer V-politiker.

Randzoneloven bliver hurtigt fortid, hvis den kommende regering er blå. Det lover Jacob Jensen (V), der er medlem af fødevareudvalget, til DR P4 Sjælland.

- Så vil krav om generelle randzoner blive skrottet. Det kan landmændene regne med, hvis vi fire partier (Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Konservativ, red.)  får flertal. Det vil sige, det som gælder nu bliver fjernet igen, så man kan bruge sin jord mere hensigtsmæssigt, end det er tilfældet nu, forklarer han.

Randzoneloven, der blev indført i september 2012, kan kræve, at landmænd skal holde 10 meters gødnings-afstand til vandløb og søer, der ligger på deres egen jord.

Vandt retssag mod randzonerne

Flere gange har midt- og vestjyske landmænd demonstreret mod loven, og senest er det sågar blevet til en retssag mod landmænd, der har nætgtet at droppe gødning og sprøjtemidler på de dele af deres jord, der ligger tæt på vandløb.

- Hvad ville en villaejeer sige, hvis kommunen kom og sagde, at nu tager vi lige en meter af din have, fordi fortorvet skal være bredere? Jeg ved af erfaring, at det ikke sker, uden man betaler for det, sagde en af de anklagede landmænd, Povl Blak Bojer, i april til TV MIDTVEST.

Retten i Holstebro frikendte i maj måned Povl Blak Bojer og hans søn, der også var anklaget for at trodse loven.

Socialdemokrater afventer retssager

Netop retssagerne mod de landmænd, der har gødet deres jord, selvom den har grænset op til vandløb eller søer, bliver afgørende for lovens fremtidige eksistens, hvis regeringen efter valget er rød.

- Nu må vi afvente retssagerne og se, hvad de siger. Hvis de siger, vi kan fortsætte med randzonerne, så er det vejen frem. Ellers må vi tage en diskussion med landbruget om, hvordan vi så får sørget for, at de ikke forurener så meget ude i vandløbene.

Sådan siger tidligere fødevareminister, Mette Gjerskov (S), til DR P4 Sjælland.

Hensigten med randzoneloven er at nedbringe mængden af kvælstof i søer og vandløb.

Da Povl Blak Bojer og hans søn i maj måned vandt deres retssag, fulgte TV MIDTVEST med fra sidelinjen. Du kan se indslag fra dagen her på siden.