Venstre: Bland ikke æbler og pærer

Venstres Kristian Pihl Lorentzen undrer sig over, at forsvarsministeren blander den vestjyske motorvej ind i forsvarsforhandlingerne.

111012_Holstebro-skilt.jpg

Forsvarsminister Nick Hækkerup kan få svært ved at lave et forlig om milliard-besparelser i forsvaret, hvis besparelserne skal bruges til at finansiere en ny motorvej mellem Holstebro og Herning.

Venstres trafikordfører og medlem af forsvarsudvalget, Kristian Pihl Lorentzen fra Ans, er i hvert fald ikke begejstret.

- Jeg synes ikke, at man skal blande pærer og æbler sammen. Det vigtige er at få motorvejen finansieret, og vi har i Venstre i vores finanslovudspil foreslået, at man finder fire milliarder ved salg af statslige aktiver.

- Vil det sige, at I stemmer imod, hvis forsvarsministeren holder fast i at pengene fra forsvarsbesparelserne skal bruges til motorvejen?

- Nu forhandler vi ikke gennem pressen, og jeg tror heller ikke, at forsvarsministeren ønsker at blande æbler og pærer. Det er forsvarsforhandlinger, det drejer sig om, og der har vi en stor udfordring til at få lavet et godt forsvar med en mindre ramme, men det har ikke noget med motorvejen at gøre, siger Kristian Pihl Lorentzen.

Og Dansk Folkepartis Søren Espersen er endnu mere kritisk.

- Vi går varmt ind for en motorvej mellem Herning og Holstebro, men det kan ikke nytte noget, at motorvejen skal finansieres ved at slagte kaserner og afskaffe værnepligten, siger han.

Anette Lind: Nu kommer motorvejen

Det socialdemokratiske folketingsmedlem Annette Lind, der er valgt i Holstebro, er derimod overbevist om, at det vil lykkes at få et bredt forlig.

- Nu kommer motorvejen. Det er det, som regeringen har lovet hele tiden, og nu har vi fundet pengene, siger hun.

Interview med Annette Lind:

1:11
Kristian Pihl Lorentzen om motorvejsforhandlinger

 

 

Interview med Kristian Pihl Lorentzen:

0:51
Annette Lind om motorvejsforhandlinger