Vendsyssel: VHK optræder amoralsk

Vendsyssel Håndbold er meget skuffede over Viborg HK. Viborgenserne har kapret Christian Dalmose som træner, selvom han allerede havde skrevet under på en kontrakt med Vendsyssel

130527VendsysselHaandbold.jpg

Den 20. marts blev Christian Dalmose præsenteret som ny træner for Vendsyssel Håndbold. Klubben håbede, at de med Dalmose ved roret kunne nå en top 6-placering i Ligaen inden 2017.

Men selvom Vendsyssel Håndbold havde skrevet en tre-årig kontrakt med Dalmose, forhindrede det ikke Viborg HK i også at tilbyde den karismatiske træner en kontrakt. Og det skuffer direktør Jan Hansen.

Han skriver i en pressemeddelelse:

- Jeg har altid betragtet Viborg HK som et flagskib i dansk kvindehåndbold, og derfor ryster det mig, at klubben pludselig optræder så amoralsk. Jeg forstår godt, at de gerne vil have Dalmose som træner, men han havde altså en kontrakt med os. Alligevel gav de ham et kontrakttilbud uden først at tage kontakt til os, ligesom de afviste at yde os økonomisk kompensation. Det skuffer mig. Jeg troede, de havde nogle helt andre værdier i den klub.

Valgte at forhandle en løsning

Vendsyssel Håndbold valgte, trods deres frustrationer over Viborg HK, at forhandle en løsning på plads personligt med Christian Dalmose.

- Årsagen til, at vi vælger at forhandle en løsning på plads er, at vi i vores mentale forretningsplan har beskrevet, at vi kun vil have medarbejdere, der brænder for Vendsyssel Håndbold. Ligeledes har spillerne givet udtryk for, at de ikke ønsker at have en træner, der ikke ønsker at være her, skriver Jan Hansen.

Afviser kritikken

Viborg HK's direktør, Peter Cassøe, afviser kritikken:

- Vi sagde til Christian Dalmose, at hvis han skulle ansættes her, så krævede det, at han selv forhandlede sig ud af kontrakten med Vendsyssel. Og hvis han ikke selv kunne komme fri, så ville det ikke blive til noget hos os, siger han til Ritzau.