VELUX-fabrik fyrer 31

VELUX-fabrikken Gåsdal ved Skjern, der producerer udstyr til vinduer, afskediger 31 medarbejdere. Det er tredje gang på få år at fabrikken fyrer.

veluxgaasdal.jpg

Klokken 07:00 torsdag morgen fik medarbejderne på Gåsdal Bygningsindustri den kedelige besked. Virksomheden, der producerer udstyr til VELUX-vinduer, skal fyre 31 mand, fordi VELUX har outsourcet produktionen per 1. oktober.

- De 31 har fået at vide, at de er afskediget. Så stemningen hernede er meget trykket, siger fællestillidsmand Jan Thomsen.

Tredje fyringsrunde

Det er ikke første gang, at VELUX-fabrikken fyrer medarbejdere. I 2010 mistede 23 ansatte deres arbejde i en fyringsrunde, og i 2011 blev yderligere 26 afskediget.

- Det er sket nogle gange nu indenfor de seneste år, og det er rigtigt hårdt som tillidsmand. Specielt når man har så fantastiske medarbejdere, som vi har, siger Jan Thomsen.

Det er produktionen af lysningspaneler VELUX har valgt at outsource. Efter fyringsrunden er der 170 medarbejdere tilbage i produktionen.