Vejret forbliver sommerligt frem til Kristi himmelfartsdag

Ugens første dage byder på sol og varme, men fra torsdag vil vejret slå om og muligvis byde på regn og torden.

Badevandet er stadig koldt, men vejret opfører sig sommerligt. Foto: Erik Refner / Ritzau Scanpix

Weekendens flotte solskinsvejr fortsætter et stykke ind i denne uge.

Læs også 29 år på racerbanen har kostet René 49 operationer

Sådan lyder prognosen fra Mette Wagner, der er vagthavende meteorolog hos Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
    
- De første tre dage byder på et rigtig dejligt, smukt og solrigt vejr, siger hun.
    
Mandag morgen kan man stå op til en lun dag, der hurtigt kommer op på mellem 18 og 23 grader.
    
- Der er en smule regionale forskelle, hvor der lokalt er mulighed for op til 25 grader nogle steder i landet, mens det bliver lidt køligere ved kysterne, siger Mette Wagner.
    
Natten til tirsdag bliver tør og klar med god mulighed for at se stjernerne, og temperaturen kan komme ned på omkring 7-10 grader.
    
Det sommerlige vejr fortsætter både tirsdag og onsdag.

Læs også Delebiler til landsbyer: Nu kan borgerne leje en bil, når de mangler

- Der er endnu en dejlig forårsdag i vente tirsdag, og også onsdag venter der en solrig dag. Vinden frisker dog en smule mere op, så vinden bliver let til frisk, siger Mette Wagner.
    
Regntøjet skal dog ikke pakkes for langt væk, for når vi torsdag når til Kristi himmelfartsdag ser vejret ud til at slå om.
    
- Fra torsdag ser det ud til efterhånden at blive mere skyet. Det bliver tørt først på dagen, men der er mulighed for regn og torden fra vest, som i løbet af dagen bevæger sig mod de østlige dele af landet, siger Mette Wagner.
    
- Har man ferieplaner for Kristi himmelfartsferien, så kan det godt se ud til at starte ud med en indendørsdag, siger hun.
    
Fredag klarer det op igen, men der er en mulighed for tåge først på dagen. Og fredag forsvinder også forårsvarmen.
    
- Fra fredag er der et markant temperaturskifte i vente. Mens det forbliver op til 22-23 grader frem til torsdag, kan vi fredag regne med 13-18 grader, siger Mette Wagner.

Læs også Anderledes konfirmation: Sofus vælger den humanistiske vej