Vejle må vente på politielever til politiskolen er klar

Vejle får først politielever, når politiskolen står klar om flere år, siger borgmester Arne Sigtenbjerggaard.

Foto: arkivfoto

Rigspolitiet uddanner først politielever på politiskolen i Vejle om flere år, når politiskolen er bygget færdig i den gamle sygeplejeskole i Vinding. Derfor kommer der ikke politielever til Vejle fra nytår. Det oplyser borgmester Arne Sigtenbjerggaard (V) til Vejle Amts Folkeblad.
    
- Rigspolitiet og Bygningsstyrelsen ønsker det på den måde. De vil stadig uddanne det aftalte antal politielever, men det skal ske i lejede lokaler i Brøndby, indtil skolen i Vejle står færdig, siger Arne Sigtenbjerggaard.
    
Vejle vandt slaget om den ny politiskole over Herning, fordi Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti afviste nybyggeri. Da sagde Vejles borgmester, at politieleverne i princippet kunne sætte sig på skolebænken fra årsskiftet, men der går længe, før skolen står klar. Staten køber sygeplejeskolen af Nordea Ejendomme og Danica Pension. Så står staten for nyindretning og -byggeri, oplyser borgmesteren.
    
- Det betyder, at man skal gennem de lovpligtige udbud af statsligt byggeri - og det forlænger processen, siger Arne Sigtenbjerggaard.

Oplysningerne om den forsinkede indflytning, undrer Hernings borgmester Lars Krarup (V).

- Peter Kofod (Dansk Folkepartis retsordfører red.) sagde på dagen, hvor skolen blev placeret i Vejle, at man ikke ville ind i nye store byggeprojekter. Ifølge Bygningsstyrelsen og Rigspolitiets rapport koster det 401 mio. kr. at gøre lokalerne i Vejle klar. Det må da kaldes et stort bygge projekt, siger borgmesteren.

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) måtte opgive at få en nybygget politiskole i Herning, fordi Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti ville have en politiskole i eksisterende byggeri.

09:51

Herning og Lars Krarup blev ugens store tabere. Efter to års arbejde med at få politikskolen til byen, tabte de kampen til Vejle. Vi fulgte Hernings borgmester i de afgørende timer - på en gang midt i det hele og helt udenfor.

Luk video