Veje spærret efter skybrud

Vejnettet i Ringkøbing-Skjern Kommune er hårdt ramt efter weekendens skybrud.

080914RaekkerMoelle.jpg

Kæmpe huller i vejene og broer, der er skyllet væk. Vejnettet i Ringkøbing-Skjern Kommune er hårdt ramt efter lørdagens skybrud.

- Det er meget voldsomt. Fire veje er totalt spærrede og vil være det resten af året. Vi ved ikke endnu, hvornår man kan køre på dem igen, siger Knud Erik Vendelboe, teamkoordinater ved Park og Vej i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Vejene, der er spærrede, er Lemvejen mellem Hanning og Lem, søvejen Åglimt i Rækker Mølle ved Bryghuset, Ølstrupvej i Ølstrup og Finderup-Herborgvej.

Veje dækket af mudder og sand

Flere andre veje er dækket af mudder og sand, så bilisterne i Ringkøbing-Skjern Kommune skal have øjnene med sig de næste dage. Ringkøbing-Skjern Kommune er den kommune, der er hårdest ramt efter skybruddet.

Også Sørvadvej i Nr. Felding ved Holstebro er dækket af jord, sand og vand, som er til fare for trafikken. Der er ved at blive afmærket på stedet.

Arbejdet med at grave veje og grøfter fri fortsætter for alvor mandag.

Oelstrupvej2.jpg

Oelstrupvej1.jpg

Broen ved Vesterbæk på Ølstrupvej i Spjald er hårdt medtaget. Foto: Lene Gadgaard