Vejdirektoratet: Alt sne var ryddet i morges

Trods flere uheld i morgentrafikkens glatte føre fastslår Vejdirektoratet, at alle veje var saltede og ryddet for sne.

Arkivfoto / Mange midt- og vestjyder vågnede op til sneglatte veje torsdag morgen.
Arkivfoto / Mange midt- og vestjyder vågnede op til sneglatte veje torsdag morgen.
Foto: Flemming Christensen

Sneglatte veje satte sit præg på trafikken mange steder i landsdelen her til morgen.

Vagtchefen hos Midt- og Vestjyllands politi kunne torsdag morgen berette om flere ulykker, mens trafikken sneglede sig afsted omkring Herning og Holstebro som følge af nattens snefald.

Hos Vejdirektoratet har man dog ikke bemærket, at vejenes beskaffenhed i det midt- og vestjyske skulle være dårligere end normalt.

- Det har vi ikke fået nogen meldinger om. Vi har ikke haft nogle store veje, der ikke er blevet saltet og ryddet, fortæller vagthavende hos Vejdirektoratet Søren Koch.

2:14
 

TV MIDTVEST har fået meldinger om flere uheld, fordi sneen ikke var ryddet mange steder i Midt- og Vestjylland i morges. Kom vejrsituationen bag på jer?

- Det er ikke kommet bag på os. Vi er meget opmærksomme på at få saltet og ryddet vejene i tiden. Vi overvåger forholdene hele tiden. 

- Uheld sker desværre oftest, fordi folk ikke kører efter forholdene. Det er et tilbagevendende problem på denne årstid. Det kommer simpelthen bag på bilisterne, at der nu er glat, siger Søren Koch.

Vejene er som brun sæbe

Vagtchef hos Midt- og Vestjyllands politi Lars Even tror også, at vejret er kommet bag på mange bilister her til morgen.

- Mange steder er folk stået op til regn og slud, men når de har kørt ind i landet og nærmet sig Herning og Holstebro, så er det blevet sne, og så opdager de, at de er kommet for sent af sted, og så sætter de farten op.

- Det skal de ikke. Kør forsigtigt - det er ligesom brun sæbe derude, siger Lars Even.