Silkeborg-politiker: Brug overskud fra motorvej på støjskærme

Støj fra Silkeborg-motorvejen generer beboerne langs vejen. De overskydende penge fra byggeriet bør bruges på at bekæmpe støjen, mener udvalgsformand

Silkeborgmotorvej
Foto: TV2 Østjylland

Brug nogen af de mange hundrede millioner, I har sparet på Silkeborg-motorvejen, til at lave støjskærme for de støjplagede beboere ved vejen.

Sådan lyder opfordringen fra den konservative formand for Silkeborg Kommunes vej- og trafikudvalg Frank Borch Olsen. Det skriver DR Østjylland.

Beboere ved den nye motorvej ved Silkeborg er nemlig plaget af støj. Det er blandt andet Kasper Wils, der bor 300 meter fra motorvejen.

- Det er helt ekstremt, da det larmer konstant foran vores hus og i vores baghave. Inde i huset larmer det også fra klokken fem og fremad, siger han til DR Østjylland.

Politikerne skal handle

Men Vejdirektoratet har allerede lavet alle de støjafskærmninger, som var aftalt i anlægsloven for motorvejen.

Hvis der skal laves flere støjskærme, skal det bestilles fra politisk side, forklarer Vejdirektoratets projektleder på Silkeborg-motorvejen Mike Boesen.

- Når vi har udført bestillingen, kan vi ikke af egen drift gå ud og lave noget, der ligger ud over den bestilling. Det er regeringen og Folketinget, der har givet os ordren og skal give os en ordre, hvis vi skal lave mere, forklarer han til DR Østjylland.

Vejdirektoratet på vej med nye beregninger

Der kan dog være hjælp på vej til beboerne. Vejdirektoratet er nemlig på vej med nye beregninger af trafikmængden og støjen fra motorvejen. Det kan blive første skrift på vejen til nye støjskærme.

Støjkortene skal vise, hvor meget det larmer, og hvad der kan gøres for at dæmpe larmen, fortæller Mike Boesen.

- Noget tyder på, at vejen bliver brugt en del mere, end vi umiddelbart havde prognoser på, siger projektlederen.

De seneste tal viser, at motorvejstrafikken er på 16.000 biler i døgnet, og det er 3.000 mere end forventet.

- Hvis nye støjskærme viser sig at have en effekt, skal vi se på, hvem der skal betale, men lige nu skal vi have skaffet et godt grundlag, siger Mike Boesen.

Det nye støjkort for Silkeborgmotorvejen er forventet klar efter sommerferien.